Dag tre i Barcelona tog vi metroen ned til stranden - igen! Da vi kom ned i underjorden var der et minut og 34 sekunder til at næste metro skulle komme, og min far, mor og jeg blev enige om at Skånetrafiken og DSB altså gerne må tage herned på studietur for at få inspiration...
Vores første mål på vejen mod stranden var at finde en postkasse, så at jeg kunne smide brev afsted til Sverige, Danmark og USA. Jeg havde fundet de fineste postkort man kunne forestille sig i en lille forretning ved siden af Gaudi-museét. Det er ikke en gang løgn. Efter at jeg havde sendt dem afsted fortrød jeg, og forretningen ved sidan af museét var lukket. Men min mor og far var enige i at man altså ikke må spørge sine venner om at få sine sendte postkort tilbage.
Vi var så heldige at det var solskin igen, og jeg tog billeder af alle blomster jeg kunne finde på vejen. Man er jo nødt til at huske det, når man endelig har solskin og pæne motiver igen, efter så mange måneder efterår.
Halvvejs fremme ved stranden var det så mange mennesker at vi var nødt til at holde pause for at se hvad der skete. Alle stod og kiggede ned i vandet, nogle spillede musik og en spansk stemme kom fra højtalere over det hele.
Det var en konkurrence. Uhaa - jeg vil ikke en gang forestille mig hvor koldt det må være i det vandet. Imponerende, i hvert fald! Og lidt sjov at kigge på.
En time senere var vi framme ved vores mål. Da var vi så trætte av vi virkelig havde brug for en kaffepause (ja, lige som i går - vi er ret meget for at holde kaffepauser i min familje).
Så derfor holdt vi kaffepause. Det var desuden vigtigt at vi fik ny energi, for min mor og jeg havde nemlig en vigtig opgave foren os om eftermiddagen. Jeg havde besluttet mig for at det her var rejsen hvor jeg skulle finde en god farverig væg, hvor jeg kunne tage et nyt billede til mit CV. Og at tage et billede til sit CV, det kan tage lang tid. Specielt da der er så mange gode farverige vægge at vælge mellem!
Vi startede ved en gul væg. Ni kan jo sikkert genkende den fra min nye header.
Og siden fandt jeg en blå, en mønstret, en brun, en grå og en lyserød væg også. Som jeg bare var nødt til at få nogle billeder af også. Jeg instruerade og valgte lukkertid på mit kamera, og min mor tog billedet.
Efter 108 billeder var jeg endelig tilfreds, og vi kunne finde min far, som sat sig for at nyde solen på stranden. I følge ham er et eneste billede altid nok, og hvis man lukker øjene er det bare træls. Jeg er ikke enig.
En øl måde afslutte ydderligare en rigtigt god (arbejds)dag på stranden. Ciao!
0 comments:
Post a Comment